torsdag, februar 05, 2009

FERNISERING PÅ CAFÈ ENGELEN FREDAG DEN 13. KL. 16:00

Så er der lidt at lese. Kulinaria, Jakob K. Sørensen & fotograf Gunnar Tor Nilsen inviterer til fernisering af udstillingen NODADE fredag d. 13. februar på Café Englen i Århus. Udstillingen er et tæt samarbejde mellem Jakob K. Sørensen og Gunnar Tor Nilsen – og projektet forventes at blive udgivet i bogform i løbet af 2009. Dette bliver den første danske udgivelse der på lige fod er en kogebog, en kunstbog og en designbog. Idéen bag NODADE er at lave nordisk mad på dansk design. Danske undergrundsdesignere har fået første ord. Deres design har dikteret hvilken opskrift og hvilket udtryk det endelige billede har fået. Der er blevet udvalgt en række danske undergrundsdesigneres værker og lavet en række retter netop til deres design. Dette har givet nogle uhyggelige, mærkelige og måske endda interessante resultater! NODADE er en studie i sprængningen af det klassiske madbilledes æstetik og rammer. Madbilledet er på mange måder den mest tilgængelige og folkelige skildring. Vi er konstant omgivet af foodstylisters og madfotografers konstruktioner i hele vores vågne liv. Fra outdoor reklamernes prangende plakater over ugeaviserne fra supermarkedskæderne til fjernsynsapparaturets reklameklip. Madbilledet har en lang, og vel egentlig stolt historie. Men den er i sin voldsomme udbredelse nærmest glemt, eller overset, som genre. Fra stilleben til dekonstruktion Anretningen af mad har ændret sig markant de sidste år, når man kigger på tallerkenerne der serveres på top-restauranter rundt omkring i verden. Pipetter, flydende nitrogen og andet medicinsk udstyr har sat retter i scene på den virkelige verdens tallerkener. Men på madbilledet har udviklingen nærmest været ikke-eksisterende. Der søges stadig en æstetik og et udtryk der grundlæggende ligger i direkte forlængelse af de romantiske stillebens undersøgelser af naturen. Udstillingen NODADE forsøger at rykke på dette og søge nye måder at skildre mad på. Jakob K. Sørensen udtaler: Jeg har i snart 7 år levet af at lave madbilleder. Jeg har længe haft lyst til at opløse eller sprænge rammerne for madfotografiet. Kunstneren Per Petri kommenterede mine billeder ved at sige, at jeg gjorde det spændende at se på madbilleder igen. Og dette er sådan set også vores forsøg med projektet NODADE - at redefinere madbilledet, der er slidt som en junkie af industriens emballager og tryksager. Vi forsøger at søge tilbage til en art madbilledets grund-æstetik og giver nogle bud på 'novo stilleben'. De kan ses på udstillingen der åbner FREDAG D. 13. februar kl. 16.00 på CAFÈ ENGLEN, Studsgade 3, 8000 ÅRHUS C, og DU er inviteret!